Musikken

Musikken

Den bulgarske musik har sin helt egen stemning og veksler mellem meget rytmiske og mere stille numre, med brede klangflader og fremmedartede akkorder. Dens skæve taktarter og specielle harmonier, præget af stærke dissonanser, har fascineret mange mennesker. Blandt andre har Peter Gabriel og Kate Bush ladet sig inspirere af den, ligesom den danske musiker Peter Bastian.

Når man lytter til musikken, får man en fornemmelse af at den på én gang er både urgammel og helt nutidig. Den appellerer bredt til lyttere på tværs af de musikalske genrer og USMIFKAs publikum tæller derfor både klassisk-, jazz-, folk-, rock- og verdensmusik- interesserede.

Bulgarien ligger rent geografisk ved Europas østligste grænse og det manifesterer sig i den musikalske tradition, der danner bro mellem vesten og orienten. Fra dette frodige grænseland mellem oldtid og avantgarde, mellem øst og vest, udstrømmer der i dag en levende og kompleks musikalitet. Gennem århundreder var Bulgarien osmannisk besat og musikken var folkets eneste frie udtryksform.

Klimatisk spænder Bulgarien fra hede til kulde, fra brutale golde højdedrag til et mildt grønt lavland, gennemrislet af sagnomspundne helbredende kilder og prydet af hvidblomstrende rosenmarker.
Den kontrastrige natur har præget teksterne, hvor gode råd, drillerier og bar-ske sandheder gerne bliver overbragt af små veltalen-de fugle, blomster og hele skove. I selve musikken træder de forskellige land-områders udformning frem, via tempo og temperament.


Som følge heraf fandt en indadvendt, intens forædling sted og en sjælden autenticitet og mangfoldighed blev bevaret. Regionale som fælles særpræg kommer stadigt til udtryk i ornamentikken, i den rytmiske asymmetri og i den helt unikke sangstil, skabt af kvinderne på landet:
En ufortyndet ‘non vibrato’, åben metallisk klang. En af stemmerne holder en grundlæggende tone, meget lig dronen fra en sækkepibe, mens de andre stemmer væver deres melodier henover den, i et forsøg på at komme så tæt på som muligt. Herved opstår foruroligende atonale akkorder, der udfordrer såvel sanger som lytter til en særlig åbenhed.


USMIFKA inviterer til en rejse i disse landskaber: Fra det bratte skyskarpe, til de langstrakte klang-flader. Fra uvejr til blikstille. Fra dissonans til samklang. USMIFKA betyder ‘smil’ og afspejler vores glæde over at have lært denne nye gamle verden at kende.